Altertavlen fra 1757 var opprinnelig et maleri av Jesus på korset
Fra Valberg i gammel tid
Jeg Kirkesanger Jens Tomas Ludvig Nilson Riksheim, som nu har været klokker i Valberg siden 1876 – seks og sytti, - har troet, at det vilde være godt for efterslegten, at der faates nogle optegnelser om Valbergs Kirke og Kirkesangere. Jeg nedskriver derfor her, hva jeg af sikker kilder er kommet til kundskab om, og hva jeg selv har været vidne til angaaende Valbergs gamle og nye Kirke samt Kirkesangere i Valberg.
Den gamle Kirke som netop nu er nedreven, og hvis materialer er solgt i smaat ved offentlig auksjon for til sammen lidt over 800kr., var en overmaate liden langkirke med en liten forgang mod vest, og mot øst Kor og Sakresti ende i ende. Den stod omtrent midt paa den nuværende Kirkegaard i retning øst-vest. Den havde paa sidene i Skibet to vinduer af fire ruters høide; rutene var omkring 30 x 25 cm. I Koret var paa hvær side et vindu av tre ruters høide og fra Korets røstveg gikk en dør ut til sakrestiet, som havde et lidet vindu på søndre side. Døren ind til Kirkegangen mod vest var en stor enkeltdør, men fra gangen ind til skibet var to smalere fyllingsdøre. Der var lem eller, som man her siger, legter, paa tværveggen og nordre langvæg helt frem til Korets afsats, men pa søndre væg naaede lemmen kun halvt frem paa skibsiden, for ikke at være presten til uleilighet, da preædikstolen var paa søndre hjørne med Koret.
Korgulvet laa et trinn høiere end skibsgulvet og der gikk du fra alterbordet en hesteskoformet ring – Knæfaldet - , som kunde rumme 12-13 mennesker.
Altergulvet laa lidt høiere end Korgulvet, og det var malet som noget graabrun marmor og afdelt med penselen i firkantede ruter. Gulvene i skib og Kor var umalede, men ellers var alt malet i vakre, ikke skrigende farger, saa Kirken var endog meget vakker. Den var helt panelt inde og hvelvingen gikk skraat op fra begge sider og var flad et par alen øverst. Orgelet, som nu staar i den nye Kirke, stod paa vestre gavls lem. Det sattes i stand før opsættelsen af en selvlært orgelbygger fra Vefsen ved navn Jakobsen.
Kirken var udvendig hvidmalt, havde rødt tegelstenstag, og for alle vinduer – undtagen oppe påå lemmen – var luger til at sænke og hæve skave for vinterstormernes skyld.
Gamle gjenstander fra den ”lille” kirka.
De fleste tingene er fortsatt i bruk. Vi ser bordet, lysestaker, beger, vinkanne i glass, brødeske med inskripsjonen: En mulet af Skipper Johan Sørenson Walberg for Fornærmelse mod Religions Læreren Irgens 1802.
Da Kirken var opsat før Kirkegaarden blev fyldt, maatte der settes en mur et par alen fra Kirken rundt om, undtagen ved vest, og fyllingen stanse der. Kirken stod altsaa nede i en grav ligesom, og dette gjorde, at den saa endnu mindre ud. Taarnet var ikke høit, det stod i vestre ende af skibet og var sæt paa skibets møne, ikke fra grunden af. Først gikk det op firkantet med lodrette vægger og derpaa var et gulv. Saa var der bygget en opadspisende ottekant, men dennes basis naade ikke saa langt du, som i Firkantens sider, saa det saa lidt rart du for fremmende. Ottekantens spis var paasett et lidet jernspir med en liden Kugle og et Kors. Det jernspiret var ikke gammelt; det var smedet av husmand Brynjulf Nilsen Buøy fra Voss, som lever ennu.
Taarnets ottekant var beslaaet med zink; dette var paalagt af min formand Kirkesanger Per Haldorsøn nuværende lærer ved amtsskolen i Hadsel.
I taarnet var en Klokke med en meget fin, skarp tone, den solgtes ikke paa auksjonen, men skal opbevares og bruges som ligklokke. Den har følgende indskrift: (Her er satt plass for indskiften, men er ikke udfylt, formodentlig glemt.)
Altertavlen fra 1757 var opprinnelig et maleri av Jesus på korset. Like før krigen ble det laget ny altertavle med den gamle som en del av denne. Eiliv Valberg stod for trearbeidet. De store lysestakene (se bilde over) er fra gammelkirka.
I Kirken var graamalede bænker med bogbret paa bagsiden for de bagenforsidende. Disse bænker var 2,20 meter lange og af dem var der 13 par på hvær side. Der førte 2 smaa bene trapper op til lemmen, begge fra Skibet, den ene stod paa vestre væg til venstre for indgangen og den anden stod paa hjørnet med Koret lige overfor predikstolen på den anden side. Den var mig ofte til forargelse, thi naar der var fuld i Kirken, og det var det naturligvis saasnart det ikke var uveir saa sat der Kvinder og Mend opgjennom alle trappetrinner; og naar da barnedaaben skulde forrettes tæt ved trappen, saa fandt jeg det mindre vakkert.
Om den lille Kirke skal jeg sige som jeg saa ofte har sagt: den saa du som en liden vakker sukkekirke, og mit første indtryk, da jeg kom ind første gang, var dette: den minste næsten vakreste Kirke jeg har set i Nordland.
Foruten orglet var der i Kirken:
1. En altertavle, forestillende Jesus på Korset. Frelseren har tornekronen paa, og en straalekrans omgiven hovedet; blodet synes at piple frem for hvær torne, ligesaa fra hænder og fødder. Paa hvær side sees en Kvinde i østerlands dragt, begge veidende sine hænder. På stativet under staar ingen forstyrrende indskrft. Maleriet hænger nu i den nye Kirkes Sakresti.
2. Et par lysestager for vogslys. De var af klokke metall og saa meget misligte ud. De solgtes paa auksjonen og lensmann Roll kjøpte dem; jeg bød paa dem for at have dem til minde, men saa stansede jeg.
3. Et par stager for stearinlys. De var af plet og var uagtet forholdsvis nye – meget stygge. De solgtes ikke, men sattes ind i den nye Kirkes Sakresti.
4. Alterduken og underteppet, som var pregdet med Christian den syvendes kronede navneziffer, var begge saa medtagen, at der intet var at giøre med dem.
5. Bæger, disk, brødæske og vindkande, de 3 først af sølv, den sidste af glas, over-gik uforandret i den nye Kirken. Brødæsken har en prikket indskrift.
6. Døbefonten, en graavatert marmorfode med hvid plade til fod og med en liden skaal, formig utvidning for døbefadet, som var af messing ble uforandret sat ind i den nye Kirke. Jeg har nu bestilt en større plade til fod og en større skaal af marmor for at døbefadet skal staa sikkert.
Bilde av den gamle døpefonten.
7. Alterskamlen, som var trækket med høirød plyds (alterringens træk var sort) lod jeg trække om med brun plyds og sættes ind i den nye Kirke, hvor ringens puder agsaa er trækne med samme sort tøi.8. Lysekronen hængtes op i den nye Kirke.
Bilde av lysekrone fra gammelkirka.
9. Prædikstolen solgtes ikke; den blev givet til Skarbøens skolehus for at bruges til lærerstol.
10. Lampettene paa predikstolen opbevares i den nye Kirke.
11. I Sakristiet stod et malet bord; dette er nu uforandret flyttet inn i vestre sakresti, som brukes til venterom for Kirkegange, Koner og barne barnesker.
Den gamle Kirke var for 20 aar siden gjenstand for en grundig utbedring. Før var den, efter som folk sa, uanseelig. Stolestadene var som sædvanlig saakalte ”baasar” med dører ind, og hvær gaard havde sin egen stol. En endnu ung mand forstæller selv, at hand og en af hans bedste venner i sogneprest Høyerdahls tid havde medtagen Kortleik for at fordrive tiden under den lane forretning. I ”baasen” var det vanskelig at drive spillet uopdagede, men ved en smule forsigtighed maadte det vel gaa and, men te den ene. Min meddeler havde faaet udmerkede kort, og den medspillende opdagede at han straks efter at have truget ”halvfilen” ogsaa kom med ”heilfilen”, da raabte han: ”Nei, har du heilfilen og!” Her med var de opdagede og udkastelsesdommen ble øieblikkelig sat i værk af raaberens fader. Det var nok ikke frit for at der i disse ”baaser” som var saa vel lukkede og saa afstengde fra lles blikk, skede smaa uordner, og det var vist derfor meget hensigtsmæssigt at lade stolene blive mer tilgjengelige for folks blikke.
Valbergs nye Kirke
Det er en langkirke af træ paa 360 siddepladse. Sognepræst Eckoff sammenkaldte et menighetsmøte for at høre, om man ikke var stemt for at faa sig en ny Kirke. En eneste mann (Johan Hansen Skokkelvik, derværende formand i formandskabet) var imod, han vilde man skulde vente, til Kirkekassen fik opspart saa meget, at der kunde bygges uden nogen udgift for bygden. Fra anden side blev der fremholdt, at dette kunde gjøres agsaa, naar man lediggjorde Kirkens fastsatte Kapital, der stod i jordegods i bygden, hvilket kunde gjøres paa den maade, at man laante en tilsvarende sum og lod Kirkens skyldner betale samme rente, som den selv maate betale af det nye laan.
Dette vandt bifald, og Komite bestaaende af Kirkesanger Rikshiem, Lærer Karsten Nilsen, Andreas Vikjord og Oluf Gjerp blev valgt for at forberede nybygningen.
Til formand valgtes Riksheim og denne Komite fremsatte da for sognepresten forslag om bygning ledsaget af overslaget og redegjørelse for Kirkens midler. I sognestyret var da Johan Hansen formand, Kristofer Olsen Kartfjord, Anton Olsen Dal og Kristafer Ellingsen representanter, bifaltes forslaget enstemmig. I samme møte valgtes en byggekomite bestaaende af følgende mænd: 1. Kirkesanger Riksheim, Skaardbøen. 2. Ole Holmen jun., Moland. 3. Edvard Ivarsen, Smorten. 4. Jacob Larsen, Øverjord. 5. Hans Olsen, Kartfjord.
Komiteen valgte Riksheim til formand. Der blev da lyst i avisen efter tegning, overslag og andbud. Der kom ind 15 andbud fra 14 000 til 22 000 kroner. En tegning af byggmester K. Guttormsen, Trondheim, blev antaget, og andbud fra Peter Holst et Grendstad fra Mosjøen til 16 700 kroner blev antaget af sognestyrelsen paa Komiteens andbefaling.
Efter at alt var forberedt og tegninger og bestilninger var sendt stiftsdireksjon til approbation, reiste det sig en svære strid om, hvor Kirken skulde staa. Østgaardingene vilde nu have Kirken flyttet til Dal og sendte derfor forestillinger til stiftet i den anledning. I sognestyrelsen var nu i stedet for Johan Hansen valgt Lærer Nilssen Dal og for Kristafer Olsen Andor Biskobsjord og for Anton Dal Andreas Vikjord. I sognestyrelsen ar det bare Andreas Vikjord, som arbeidet med flytting til Dal. Men striden gjorde at approbationen fra departementet lod lenge vente paa sig, saa der først i 1886 kunde tages fat. Vi havde da holdt paa henved 4 aar med forberedelsene. 1888 om høsten ble Kirken ferdig med undtagelse av utvendig maling, hvilket gjordes sommeren 1889, og den 12. september samme aar foregikk indvielsen ved biskop J. N. Skaar. De øvrige geistlige var prost til Lofoten, sogneprest i Vaagan, Daal, sogneprest til Borge, Svensen, sogneprest til Hadsel, Høyer, sogneprest til Bø, Alm, sogneprest til Flakstad, Landmark og sogneprest til Værø, Faye. Kirkekassen betalte Ellingsens paa Valberg for disse herrers herberg og forpleining. Bispinden og prostinden saavel som fru Svensen var tilstede. Min kone Gudrid Riksheim – forestod utpyntingen, med kranse og grønt. Biskopen talte overlagt gildt over teksten: Dersom vi synder, da har vi en talsmand hos faderen o.s.v. Kirken var aldeles fuld, men alle slap dog ind. Lensmand Roll holdt orden ved indgangen. Et lidet dampskib kom med og avhentede de geistlige. Alle prestene Komplimenterte mig som Komitens formand for den vakre Kirke. Biskoben sagde ingenting til mig, men begynte sin tale paa prækestolen med: Dette lyse, vakre gudshus, saa vi hørte han var tilfreds med husets udseende.
Bilde av Valberg nye Kirke, som stod ferdig i 1888.
Alterslagene er kjøbd hos guldsmed P. A. Lie, Kristianina og Kandelaberne og lampettene hos Kristiania Glasmagasin. Klokken er støbt hos Lars Rustad ved Leirfossen og kostede 700 kroner foruten fragt.
Korbuen i gotisk træstil var ikke paa tegningen, med utførtes af Grenstad efter samraad med mig for Kirkens regning. Trappene muredes af en trønder, Lars Brekkan boende i Haugen i Valberg, sylmuren, den tildeles er 3 alen under jorden og hviler paa berg, er opført af murer Eriksen fra Hordaland og en svenske som medhjelper. Vinteren 1889 tog uværet endel af
taarnets Kobbertag, der var paalagt af Grendstad, det paalagdes igjen af en blikenslager Krane fra Kabelvaag.
Valbergs Kirkesangere
Det er bare de 6 siste Klokkerne, jeg har faat oplysning om. Den første var fra Borge og hed:
1. Hans Andreassen. Han skulde besøge sin forlovede i Borge og druknede paa Ostadvatnet. Han var Klokker nogle aar, siges det, antagelig i begyndelsen av dette aarhundrede. Noget videre har jeg ikke kundet faa vide om ham. Han efterfulgtes af:
2. Hans Kristafersen fra Kvalnes i Borge. Han var lærer og Klokker i Valberg en rekke af aar antagelig fra 1831 til 1851. Han var gift med Nilla Anna Jensdatter af Hjellvoll, der døde i 1882, 80 aar gammel. Han kjøbte gaarden Skaakelvik i Valberg og boede der til sin død, han ligger begraved paa Valberg Kirkegaard, og hans ligsten, en lang Klæbersted, har følgende indskrift: ”Herunder hviler det Forkrenkelige av Hans Michael Christophersen, kirkesanger og skolelærer i Valberg sogn. Han var født i aar 1801, indgik ægteskap aar 1824 ved Velagtede Nilla Anna Jensdatter Gjeldevold; blev ansat som skolelærer og Kirkesanger aar 1831, i hvilket kald han virkede med Troskap Nidkjærhet, inntil den Herre, for hvis Aasyn han her vandrede i Fromhed, kaldte hanm til sine Salige Boliger den 13. januar 1851. Hans elskede hustru og 5 søner efterlevde ham og velsigne hans Minde. Tak for hver dag du vandred herneden, din Løn er stor, dig favner Himmelfreden!”
Skriften er meget vakkert udført med bogstaver og stavemaate nøiaktig som her anført. De omtalte 5 sønner er følgende: Johan Hanssen, Skokkelvik nu boede i Henningsvær. Joakim Hanssen Kartfjord døde i yngre alder. Knut Hanssen, døde som ungdom. Jacob Hanssen, handelsmand, døde som ungdom. Jens Angel Hanssen, døde 32 aar gammel, ugift.
Hans Kristofersen skildres som en streng skolemester, han gikk hvær prekesøndag til Borge hovedkirke og udførte det skriftelige arbeide for Klokkeren der, som ikke kunde skrive. Han var ogsaa hjelpevaksinatør i hele prestegjeldet. Han var en agtet mand og i gode Kaar.
3. Ole Holmen fra Beitstaden, født 18.., lever endnu paa Moland, som han kjøbte. Han var Klokker og lærer i Loppa i Finmarken, kom hit 18.. til gaarden Biskobjord, hvor han siden har boet. Tog avskjed 18.. uden pension somme siger fordi han var nødt til det. Han skildres som en meget streng og hastig mand. Skjønt ikke seminarist har han havt ikke saa ganske faa Kundskaper. Han var ordfører i Borge, Konstiuert lensmand en tid og fiske-telegrafist om vinteren. Om hans bedrifter som telegrafisk har jeg hør mange rare ting, som vel ikke er saa særdeles paalidelige. Han var gift med Malena fra Beitstaden. Hun døde i 1882, 73 aar gammel. De hadde følgende barn: Jeremias Holmen, gaardmand på Horn. Ole Holmen, gaardmand paa Moland. Anders Holmen, telegrafist f.t. Maalsnes. Jens Holmen, handelsborger i Bodø. Ingeborg Anna Holmen, gift i Bodø. Ingeborg Holmen, gift i Salten.
4. Abelsen. Han var seminarist fra Tromsø og var Kirkesanger og lærer her nogle faa aar, hvorefter han tog avsked paa grund af sit forhold til jomfru Ingeborg Holmen, med hvem han havde et barn. Han vilde ikke gifte seg med hende. Senere søgte og fik han skolepost i Vaagan (Raftsundet) hvor han fremdeles er lærer.
5. Per Haldorsøn, fra Gudbrandsdalen, seminarist fra Tromsø. Han var lærer i Folda og kom saa som lærer til Eldtoft i Borge efter en lærer Aarstad, som satte til under vinterfisket. Fra Eldtoft kom Haldorsøn til Valberg, hvor han holdt skole paa Dal i Valberg og Rolvsfjord.
Han ble i 1875 udnævnt til Klokker i Folda, men kunde ikke trives der, hvorfor han søgte og med Kirkesanger Foslies hjelp – han var medlem af amtsskolestyret – fik posten som anden lærer ved amtskolen i Hadsel, hvor han nu er kasserer i sprebanken og en adskillig benyttet mand i Hadsels venstreforening.
Medens han var i Valberg, havde han ansætelse som fisketelegrafisk, idet han flere aar var bestyrer i Stamsund. Haldorsøn er en meget liden mand, som fører sig godt. Han var anseet som en meget flink lærer, medens han var her. Han er ugift, ansees for en velstaaende mand.
Medens han var her, indhavde han ingen andre Kommunale tilledsverv end overformynderstillingen, som han skjøttet til alles tilfredshed. Han var i sin ungdom meget glad i jomfru Rebekka Foslie, men han kom nok for sent med sit erinde.
6. Jens Thomas Ludvik Nilsson Riksheim, nedskriveren heraf, er født i Ørskog prestegjeld, Sykkylven sogn, paa Sunnmøre, den 13.de februar 1853. Fader var sjømand (matros) og havde en liden gaard; som mor skjøttet under fars fravær. Hun var fra gaarden Ville, datter af Ola Toreson og Jespirina Aure. Far var søn af bødker Nils Nilsen Skardbøen og Maren Nilssøn, der begge flyttede fra Bergen til Skeinvaagen på Sunnmøre. Min oldefar paa farsiden var Nils Upptveit, der siges indvandret til Bergen fra Sogn. Han skulde være tømmermand.
Aar 1873 blev jeg dimittert fra Tromsø seminar med hovedkarakter 1,8 og samme aar blev jeg ansat som lærer i Reisa, anneks til Tranøya i Senja.
I 1875 blev jeg ansat som lærer i Sand og Steira i Borge efter gamle Pihl og i 1876 blev jeg ansat som lærer og Kirkesanger i Valberg. Samme aar var jeg paa Lødingen og læste telegrafi og har senere været fisketelegrafist om vinteren, nemlig 1 aar som bestyrer i Hopen, 8 aar som bestyrer i Skrova, 6 aar paa Ldingen og 2 aar i Ørsvaag.
1879 den 10. oktober blev jeg gift med Gudrid Dybvaag. Vårt eneste barn, en datter, døde i fødselen. Gudrif fik en knek paa sin helbred, og hun døde den 4. juli 1891 af mavebetendelse. Hun ligger begraven paa Valberg Kirkegaard og hendes gravmæle – en oblisk på 2 sokler – beder jeg hermed mine eftermend at have tilsyn med, ligesom med det gravmæle, der staar paa min mors grav ved siden af.
1892 den 3. oktober blev jeg viet til min nulevende hustru Marie født Ellingsen fra Valberg. Den 3. juli 1893 fødte hun mig en søn, som blev kaldet Vilhjelm efter sin afdøde mormbror Wilhelm Ellingsen. Jeg har de siste 9 aar været forligskommisær, i mange aar lærerens representant i skolestyret, formand i ligning- og overligningskommisjonen, lagrettemand, medlem af amtskattekommisjonen og formand i Borge herredstyre. Min befatning med den nye Kirke sees tilstrekkelig om under artiklen ”Kirke” foran her.